At elske pt. 2

Medfører udvalget af muligheder for kontakt, at man kommer til at betragte andre mennesker som en vare man kan vælge og vrage mellem, for at få tilfredsstillet egne behov, uden tanke på deres? Bliver rækkerne af mennesker man kan søge blandt til et varekatalog? Og er det modsat tilfældet, at en stor kontaktflade medfører, at man bliver mere rummelig med hensyn til andres forskellighed og mere respektfuld i forhold til, for en stund, at være blevet lukket ind i andre menneskers liv, hvis det skulle vise sig at kemien ikke går op i en højere enhed? Gad vide om ikke svarene er lige så forskellige som antallet af mennesker der spørges.

Hvordan håndteres mulighederne for at vælge og de nye måder at skabe og afvikle kontakt på? Måske er det i virkeligheden et spørgsmål om at lære at se indad og om at turde stå ved sig selv. Man kan kun rumme et begrænset antal mennesker i sin dagligdag. Derfor skylder man sig selv og andre at være ærlig, hvis man interesserer sig for at skabe varige forbindelser eller hvis man udelukkende interesserer sig for korte forhold. Hovedsagen er, at man så ærligt som muligt og med så stor en respekt som muligt, får udtrykt hvad man søger. Ærligheden gør at man kan stå inde for sig selv og har gjort sig den ulejelighed at reflektere over hvad man dybest set søger. Respekten, som blandt andet handler om at gøre sig umage i sit skriftlige udtryk, bekræfter, at man mener sin søgen alvorligt. Det nytter ikke at søge en ægte blondine, med 125 cm i brystmål, hvis man i virkeligheden sætter personlige egenskaber højst. Måske havde den modsatte situation været mere troværdig som eksempel.

Jeg vil ikke tærske langhalm på spørgsmålet om hvad internettets øgede muligheder for kontakt fører med sig, for jeg har ikke adgang til svarene. Jeg tror dog at de der har positive oplevelser med dating communities vil have ét syn på sagen, de der er blevet skuffet utallige gange, vil have et andet syn. Det afhænger af synsvinklen man ser fra og evnen til at gennemskue sammenhænge. Måske ligger der en sandhed i det gamle ord: At elske er at se.