Etik er et tema, som er oppe i tiden. Især informationsteknologiens stadige udvikling udfordrer menneskelig sameksistens. Den tilbyder et væld af kommunikative tilkoblingsmuligheder, som giver os flere mulige valg og derfor også flere mulige konsekvenser. Ikke mindst på det seksuelle område. Det er nemt at skabe kontakt til mere eller mindre suspekte netværk. Det er nemt at få kontakt med sexpartnere. Det er nemt at arkivere dem lodret. Det er nemt at storforbruge mennesker og at ”fake” i cyberspace, men er det også nemt at navigere i udbuddet, og er man bevidst om hvilke signaler man selv udsender? Det er alle interessante temaer og spørgsmål, som ikke er målet for denne artikel. Den etiske drejning kaster også andre spørgsmål af sig. Denne artikel tager udgangspunkt i nogle etiske aspekter af, at have fundet hvad jeg søgte. Tilfældigvis via internettet.
Er det muligt at bruge logik til at udlede regler for, hvordan mennesker bør leve og opføre sig i forhold til hinanden? Det er der nogen der mener, og der forskes i at skabe regler, som kan være redskaber til, at tage etisk rigtige beslutninger. Måske har de ret. Lovene i vores samfund fungerer også på baggrund af regler, men én ting er jura, en anden ting er følelsesmæssige forhold. Personligt mener jeg, det er for nemt, at lægge ansvaret for sine handlinger over på bestemte regler og i praksis er det urealistisk, for hvem bestemmer kriterierne for at følge disse regler?
Det ”gode” er tilsyneladende ikke selvindlysende men ændrer sig fra menneske til menneske og fra situation til situation. Hvordan er det vigtigst at være god? Mod sig selv eller andre og hvordan er man det bedst? Findes der grader af kærlighed, og i hvilken grad skal man mindst elske og tage hensyn til hinanden, når man lever sammen, for at det kan kaldes et lykkeligt parforhold? I hvilken grad og hvordan bør man tage hensyn til andre, for at kunne kaldes et omsorgs- og indsigtsfuldt menneske?
Løgn kan være nødvendig, tyveri uundgåeligt og utroskab den eneste mulighed i forsøget på at finde den sandsynligvis bedste løsning. Sommetider er vi tvunget til at tænke kortsigtet, andre gange er det muligt at tænke langsigtet. I alle tilfælde er det den enkelte som står med ansvaret for at handle. At gøre det rigtige er et spørgsmål om at navigere i kaos. Som Aristoteles, ophavsmanden til dydsetikken beskrev det, så er ikke noget vi er født til at kunne. Vi lærer det – måske – i takt med, at vi formes af tid og omgivelser.
Forudsætninger og kriterier for handling ændrer sig i en løbende proces. Hvad der opleves som rigtigt i en situation er forskelligt fra menneske til menneske og fra tid til anden. Vi har forskellige præferencer og motiver og kan desuden ikke kende alle aspekter af en sag. Vi må handle, som situationen og vores forudsætninger byder os at handle. Anderledes kan det naturligvis ikke være, men vi står alle til ansvar over for det system, den kultur og det samfund, vi færdes i. Vi skal finde den gyldne middelvej i det liv, og under de betingelser, som er vores.